|
(Biskop Serapion af Thmuis / Theben)
Serapion var en kristen ægypter, der levede omkring år
350. Under den romerske kejser Diokletians blodige
kristenforfølgelse måtte han som ung, sammen med
tusinder af trosfæller, flygte fra Theben i øvre Ægypten
ud i ørkenen.
Efter kejserens død, hvor forfølgelserne ophørte,
grundlagde Serapion, sammen med andre eneboere, et af de
første klostre – som han blev forstander for.
Serapions opofrende kærlighed til andre kendte ingen
grænser, og legenden fortæller, at Serapion på et
tidspunkt solgte sig selv som slave for at hjælpe en
fattig enke. Legenden har ikke noget historisk belæg,
men dens budskab om at hjælpe medmennesker er værd at
tage ved lære af.
Til sidst blev Serapion udnævnt til biskop i den
ægyptiske by Thmuis. Serapion skildredes af samtidige
som en veltalende biskop, hvis liv var en uafbrudt kæde
af velgerninger mod andre mennesker.
Serapions kristne tro og hans næstekærlige handlinger
kan have været inspireret af Jesu ord: ”Du er næste for
enhver, som har brug for dig”.
Alle legender om Serapion giver udtryk for en enestående
næstekærlighed, og det er netop det fundament, som
Serapions-Ordenen bygger på.
Serapions-Ordenens hovedformål er at nutidsgøre noget af
det store humanitære arbejde, Serapion udførte.
Samtidshistorie.
Det
3. Og 4. Århundrede e. k. var en meget turbulent tid,
vel nok især for de kristne. Men det var også en tid,
hvor mange af de kristne dogmer, som stadig er gældende,
blev født.
Kristendommen
blev i år 312 under kejser Konstantin en anerkendt
religion, der havde forrang for andre religioner i
Romerriget. En mere human æra var indledt. Der var dog
en grundlæggende forskellig opfattelse af kristendommen
rundt om i riget. Mange kristne i Ægypten og mange
steder i de østlige egne opfattede Jesu som ikke-evig,
skabt af Gud – altså kun et menneske, der ikke kunne
frelse andre mennesker. Dette var forbeholdt Gud.
Kejser Konstantin den Store var bange for, at denne
uenighed med tiden skulle få Romerriget til at falde
sammen. Han indkaldte derfor i år 325 ca. 250 biskopper
til et kirkemøde i Nikæa, beliggende syd for
Konstantinopel – vel nok det vigtigste kirkemøde
(Konsilie) i historien.
Konsiliets afgørelse var, at Jesus er hel Gud og hel
menneske og født, ikke skabt, af samme væsen som
Faderen, ved hvem alt er skabt.
Desuden blev den Nikænske trosbekendelse vedtaget. Denne
blev op et konsilium i Konstantinopel i år 380 udvidet
med den guddommelige Helligånd.
Helligånden (talsmanden/formidleren) blev ligestillet
med Faderen (skaberen) og Sønnen (frelseren) – og dogmet
om den guddommelige Treenighed var født. |
.jpg)