SERAPIONS-ORDENEN

Hemmelige selskaber menes at have eksisteret i en eller anden form siden oldtiden.  Man finder dem i Ægypten ved den menneskelige civilisations vugge og træffer dem blandt oldtidens grækere og romere, og senere også blandt jøderne.

Medens flere mener at interessen for hemmelige selskaber, og deres betydning i øvrigt, er blevet stærkt reduceret i vor moderne verden, viser virkeligheden noget ganske andet. Interessen er stigende og tilslutningen lige så stor som nogensinde. For at kunne forstå denne interesse, skal man kende til historien bag oprettelse og deltagelse i de hemmelige selskaber.

Navnet ”hemmelige” var hos ægypterne og grækerne erstattet med ordet ”mystiske” og sådanne mystiske selskaber udgjorde en væsentlig del af disse folkeslags religion. At blive indviet i disse mysterier stod for den klassiske oldtids mest dannede mænd som et ophøjet mål, de ivrigt stræbte efter, men som det ofte var forbundet med store vanskeligheder at opnå. Dels var kriterierne for optagelse ikke noget de fleste almindelige mennesker rådede over, og skulle man endelig kunne møde de svære kriterier var det alligevel ikke ensbetydende med, at man blev inviteret med.

De prøver som aspiranterne måtte underkaste sig, krævede ikke alene en usædvanlig mental styrke, men også en stærk fysik, stort mod og fysisk såvel som psykisk udholdenhed. Mange nåede måske så langt som at få chancen for at bestå prøven, kun for at opdage at de ikke besad de nødvendige færdigheder.

Indvielse af en frimurer. Stik fra 1745

Efterhånden som hedenskabet forsvandt, døde også de oprindelige hemmelige selskaber, men der opstod lidt efter lidt andre i deres sted med nyt indhold og nye formål. Kirken beherskede i middelalderen alt, også de hemmelige selskaber. Disse møder os nu blot i skikkelser af kirkelige sammenslutninger, som sodaliteter eller selskaber, hvis særegne skikke og vedtægter kun var specielle afarter af den romersk-katolske kirkes religiøse liv og grundsætninger.

Det var navnlig bygningshåndværkere som sluttede sig sammen til sådanne hemmelige selskaber under kirkens mægtige beskyttelse. Ingen vedtægt og ingen ceremoni hos disse selskaber, stod i modstrid med kirkens lære, som tværtimod var det fælles åndelige bånd, der knyttede brødrene sammen.

Det er disse broderskaber vi skal takke for de mange prægtige katolske domkirker vi har fra middelalderen. Ved selskabs- eller logemøderne drøftes planerne til disse kirker. Tegnebrættet, vinklen og passeren udgjorde værktøjet til udarbejdelse af byggeplaner.  Logerne stod selv for at tilvejebringe de økonomiske midler, og først efter mange års ihærdigt arbejde stod disse prægtige bygningsværker færdige. Bygget med en uovertruffen kunstnerisk skønhed og ekspertise der selv i dag møder stor respekt hos fagfolk.

”Byggeselskaberne” gav efterfølgende inspiration til oprettelse af middelalderens såkaldte ”gilder” og ”håndværkerlaug”.  Håndværkerlaugene udgjorde, på én gang, datidens fagforening og arbejdsgiverforening. Både arbejderen og arbejdsgiveren deltog i sådanne laug, der under Kirkens beskyttelse, blev drevet særdeles konservativt, med et formål at ”regulere” det enkelte lavs forretningsinteresser. Hvert laug valgte en Helgen til den åndelige beskyttelse for lauget. Den pågældende Helgen havde ofte arbejdet i samme hverv som laugets eget.

Kirkens splittelse i det 16. århundrede påvirkede efterfølende gilderne og laugene. Båndene mellem selskabernes medlemmer opløstes lidt efter lidt – og i løbet af de næste tohundrede år, begyndte laugene helt at forsvinde.  Storindustrien erstattede håndværket og dermed også den enkeltes naturlige tilhørsforhold til de specialiserede laug og selskaber.

Men netop laugenes forsvinden gav anstødet til en ny udvikling i de hemmelige selskabers historie. Hvis man da kan tillade sig at kalde det sådan, idet ”historie” jo forudsætter en gradvis udvikling igennem tiderne af en og samme ting, medens vi her har at gøre med en udvikling - der afløser noget - der netop er ophørt. 

Tidernes forskellige - hemmelige selskaber - har altid kun bestået af isolerede tilfælde, der på ingen måde kan bevises, at have haft samhørighed med hinanden, idet de, hver for sig, kun har optrådt som selvstændige opståede selskaber i en bestemt tid og med et bestemt formål og for bestemte mennesker. Hvis man kan tale om en fælles historie for de hemmelige selskaber, så må det være for den del der omhandler menneskets trang til at skabe sociale foreninger/selskaber, etableret med det formål, at selskabets virke og vedtægter holdes hemmelige for samfundet udenfor. Denne trang til at deltage i noget hemmeligt, syntes således at have været konstant gennem alle tider og givet sig udslag i en mangfoldighed af hemmelige selskaber med yderst forskellige formål og indhold. (Se også ”Hvad er en logebroder")

Men tilbage til historien. I England, hvor industrialiseringen i højere grad havde medvirket til laugenes ophør, opstod pludselig en fornyet interesse for de samme laugs indhold og formål. Nogle mente, det var vigtigt at frugterne af de tidligere laugs arbejde ikke bare forsvandt, men blev fasthold for fremtiden. Denne interesse skabte med tiden nye hemmelige selskaber, der dels indeholdt relikvier, aktiviteter og ceremonier fra fortidens laug og gilder, dels var moderniserede til at kunne håndtere samtidens problematikker og interesser.

De første sådanne nye selskaber blev skabt omkring starten af det 18. Århundrede, da den såkaldte ”Deisme” var stærkt på mode i England. Det var således et kriterium for medlemskab, at man troede på en personlig Gud og på Sjælens udødelighed. Derudover kunne man tilhøre en hvilken som helst religion. Alle de gamle relikvier fra håndværkerlaugene blev overført til det nye selskab, men skulle for fremtiden kun tillægges symbolske betydninger – modsat tidligere, hvor de samme relikvier fremstod som det de var, nemlig arbejdsredskaber.

Således opstod ”Frimurerordenen”. Oprindeligt var det ordenens intention at samle hele menneskeslægten i ét broderskab, uden hensyn til forskellighed i religion eller nationalitet, men alene på grundlag af de to nævnte grundsætninger.

Det varede dog ikke længe inden dette selskab delte sig i flere afdelinger og såkaldte Ordener, med indbyrdes meget forskellige ”systemer” og formål. Uden at komme nærmere ind på disse forskelligheder, kan vi dog nævne at ”frimureriet” i de protestantiske lande udviklede sig uden at komme i modsætning til den protestantiske kirkes grundsætning, medens udviklingen i de katolske lande kom til at stå i så fjendtligt et forhold til den katolske kirke, at denne, den dag i dag, ikke tolerere eller accepterer frimureri i nogen form.